Gnomen-keller i Flensborg! Det lyder måske som et øl- og svedlugtende udskænkningssted for det jævne folk, men i virkeligheden er det et stemningsfyldt “Porterhouse” af guds nåde.
Gnomer og andet godtfolk nyder deres måltid i undergrunden under Flensborg’s pulserende forretningsliv – så er det sagt… Bum!
Det er skærtorsdag – ikke en helligdag i Tyskland, så vi bestemte os for at vende hjulene mod syd for at tage på sviptur til Flensborg. – Alle andre er jo nok til påskefrokost, så vi har byen for os selv, bildte vi os ind.
Det skulle vise sig at være et kæmpe selvmål, for ingen – som i absolut INGEN – talte tysk på strøget i Flensborg dén dag.
Kø på motorvejen – kø på Gnomenkeller…
Efter en motorvejs-tur mod grænsen der udfordrede tålmodigheden, landede vi endelig i Flensborg kvart over 11. Vi havde ikke spist morgenmad og besluttede os for at gå direkte på Gnomenkeller der ligger anonymt placeret på hovedgaden. Eneste bevis for eksistensen, er skiltet over trappeskakten der fører ned til restauranten i kælderen under forretningsstrøget.
Indretningen er i særklasse! Hvælvet loft, rustik indretning og vægmalerier pryder lokalerne, og stemningen er – sagt med ét ord – råhyggelig!
På trods af den anonyme placering er der allerede kø ved indgangen til restauranten som velsagtens kan servere for cirka 100 gæster ad gangen. Og allerede inden vi havde fået vores hovedret, var restauranten 3/4 fyldt op. Med andre ord en velkendt og populær restaurant.
Specialist i saftige hakkebøffer
Menukortet er målrettet mod de “foodies” der skatter det traditionelle køkken med godt kød og basale råvarer. Vi bestilte peberbøffer med ristede kartofler, bacon og bløde løg, lækkert tilsmagt med pebersauce.
Maden er perfekt sammensat og det er tydeligt at smage, at kødet er friskhakket og tilberedt på lavasten.
Selv om vi har været på kælderen adskillige gange før, er smagsoverraskelsen lige stor hver gang – det er simpelthen den mest møre og saftige hakkebøf vi har smagt syd for Limfjorden.
En af husets andre specialiteter er traditionelle tyske schnitzler – mon ikke vi kommer til at skrive om det en anden gang?
Vær den første til at kommentere på indlægget